Kinesiske rundhuse 2017-07-16T20:43:39+00:00

Project Description

Dette er en artikel fra november 2000 i ARKITEKTEN om en speciel, traditionel boligform i den kinesiske Fujianprovins. 

Bygningsformen har i de senere år har dannet reference for flere bygninger i Vesten – heriblandt Tietgenkollegiet i Ørestaden i København.

I højre side findes illustrationer fra den engelske version af artiklen, der indeholder flere fotos, end hvad der er bragt her, og som er at finde på www.chinadwelling.dk.

(Tallene i artiklen henviser til noterne allernederst på siden).

 

Slægtshuse i Fujian

Af: Jens Aaberg, arkitekt maa

Vi befinder os i de uvejsomme Wuyi-bjerge i Fujianprovinsen i det sydøstlige Kina, syv-otte timers kørsel fra storbyen Xiamen, som ligger på kysten ud til Taiwanstrædet. Derude er landskabet fladt og tørt, mens det længere inde i landet bliver mere og mere bakket og frodigt med bl.a. bananplantager. Bakkerne bliver efterhånden til bjerge, og heroppe, gemt i dalene, finder man de store slægtshuse, tulouerne 1).

De ligger flot i landskabet. Det er formen og skalaen, der imponerer, men også materialerne og farverne, som tilkendegiver, at bygningerne hører hjemme her på den lerede bjergjord imellem rismarker og te- og tobaksmarker omgivet af skråninger med skov af fyr, bambus og enkelte bananpalmer. De enorme bygninger ligner forter, fuldstændig lukkede udadtil med de nederste vinduer i 3. eller 4. etages højde under det store tagudhæng, og da er det kun små huller i den bastante mur. Ofte består en landsby af en, to eller tre af disse kæmper, med et par håndfulde småhuse spredt omkring dem, beboet af én og samme slægt. Som vi vil få at se, består den enkelte tulou af mange af de funktioner, som ellers spiller en rolle for dannelsen af en landsby. Tulouen er i høj grad landsbyen.

Tulouen blev bygget indtil begyndelsen af 1900-tallet i provinsen Fujian på grænsen til Guangdong. Der er i dag ca. fire tusinde af dem tilbage. I de største boede tidligere op til 5-600 beslægtede beboere i tre til fire generationer. Tulouerne findes runde og i forskellige retvinklede former, alle i mange størrelser; de runde blev således bygget med diametre fra 17 til 90 meter. Hvor længe man har bygget den, vides ikke (måske fra 1200-1300-tallet). Den ældste endnu eksisterende er fra 1600-tallet.

Tulouerne kaldes i øvrigt ofte hakka-huse, men det er ikke kun hakkaere – en kinesisk befolkningsgruppe – der bor i dem; mere herom i afsnittet ‘landsbyens arkitektur’.

Specielt tre spørgsmål faldt mig ind, da jeg besøgte disse imponerende bygningsværker:

– Hvorfor er tulouen så lukket og afvisende udadtil?

– Hvorfor blev nogle tulouer bygget runde?

– Hvorfor ophørte man at bygge slægtshusene?

Tulouen

Tulouens tykke, lerstampede ydermur adskiller to helt forskellige verdener.

Udenfor farves alt af landskabet omkring landsbyen. Stier og bygninger er af den samme brune lerjord, der giver det hele et meget homogent udtryk. Man møder ikke mange mennesker, og tulouerne udstråler ved deres lukkethed en mangel på interesse for alt udenfor.

Inden for porten (der er normalt kun én port) er alt derimod tæt og kompakt, med op til 250 ens, små rum fordelt langs bygningens periferi i tre til fem etager af filigrane trækonstruktioner, ordnet helt symmetrisk omkring bygningens midterakse. Alle rummene er henvendt mod svalegange, der igen vender ud imod den åbne gård, som er obligatorisk i en tulou – ligesom i de fleste kinesiske boliger i øvrigt.

Gården er enten ubebygget eller fyldt med mindre, en- eller toetages bygninger. Det kan være stalde, gæsterum, toiletter, et udendørs køkken til brug om sommeren eller slægtens anerum 2). En tulou med stor udstrækning og derfor en større gård rummer bedre mindre bygninger i gården, uden at det går ud over tilførsel af lys og luft. Det kan være forklaringen på, at man oftest i de runde tulouer, hvor gården har størst udstrækning, ser gården tilbygget med lavere bygninger, hvorimod de firkantede, der som regel er mindre, men højere, har en ubebygget gård.

I gården tørres tøj og ris, der foregår fælles arrangementer, og børnene leger her.

Man finder i de firkantede tulouer anerummet indføjet i bygningens periferi, hvorimod det i de runde netop er placeret i gården som en selvstændig bygning i én etage. I anerummet æres slægtens grundlægger og hér modtages gæster. På væggen hænger et tegnet portræt af ham, som man mener, at han så ud – måske ved siden af et billede af traner, som symboliserer ønsket om et langt liv. Ved væggen står et langt smalt bord med lidt røgelse eller en vase med blomster. Anerummet er også rummet, hvor gæster modtages. Hér undervistes også tidligere klanens drenge i læsning, skrivning osv. I mere uformelle stunder sidder mændene her og ryger, eller de gamle damer sludrer, imens de holder øje med de mindste børne- eller oldebørn.

I Sydkina relateres succes i tilværelsen til overnaturlige kræfter, hvilket får betydning for orienteringen af bygningen. Som vand fra bjerget skal kræfterne ledes ind i anehallen, som derfor ligger i midteraksen ud for indgangen 3).

I alle tulouer fordeles rummene således, at samme ‘kernefamilie’ benytter et, to eller tre rum på hver etage op igennem bygningen. Nederst et rum til køkken og et til spisning og ophold. På først og anden sal opbevares fødevarer, tøj, værdigenstande osv., og soveværelserne ligger øverst. Ved madlavning foregår tilberedning af kød og grønsager i gården lige uden for køkkenet, indenfor findes komfuret med ekstra brænde.

Også i Kina er boligen opdelt i zoner, fra den helt offentligt tilgængelige indgang og gård til de absolut private soverum. For tulouen betyder det, at gæster får adgang til anerummet eller til familiens eget opholdsrum. Kun bygningens beboere kan færdes overalt på svalegangene, hvorimod kun den enkelte kernefamilie har adgang til selve rummene langs bygningens periferi.

Tulouen har ry for at have en mere retfærdig fordeling af rummene end andre kinesiske boligformer. Kernefamiliens størrelse spiller en rolle for antallet af de rum, der kan rådes over 4). Men det er et spørgsmål, der burde undersøges, om ikke familiens status afgør, hvilke rum den benytter. For selv om bygningen ingen egentlig orientering har, findes der jo alligevel en sol- og en skyggeside.

Jeg besøgte i alt ca. 25 tulouer på min tur i 1997, både runde og firkantede. Zhenchenglou, den runde tulou, som er illustreret i denne artikel (opmålt af forf.) er et eksempel på en sent bygget tulou (1912), der er opført af en velhavende slægt og udført med eksklusive detaljer og materialer; nogle af dem så vi ingen andre steder:

I Zhenchenglou er anerummet i modsætning til andre runde tulouer således rykket helt tilbage og har fået en mere privat status; i midten er i stedet lagt en dominerende hal, der her tjener repræsentative formål. Den er omgivet af en cirkelformet gæstefløj, der er bygget i brændte, ikke-pudsede tegl med et værn på 1. sal af støbejern.

Bygningen inderholder desuden to brandhæmmende elementer; for det første de otte brandmure, som her er bygget af tegl mod gården og af ler mod ydermuren, og for det andet et klinkegulv i øverste etage, der også virker støjdæmpende etagerne imellem.

Endelig er tulouen speciel ved at være underopdelt i fire mindre gårde, hvor man lever delvis adskilt fra de øvrige. Her findes staldene til gæs, grise, kaniner og høns. Uden for selve tulouen findes bygninger med flere boliger, oprindelig bygget som kornkamre.

Zhenchenglou blev opført, fordi et andet af slægtens huse, Fuyulou, der ligger længere oppe ad floden (se kortet over Hongkeng ), efterhånden var blevet for lille. Fuyulou, der er fra 1882, er ligeledes meget smukt og elegant dekoreret – og stadig beboet. Begge tulouer hører absolut til de mest velhavende af de tulouer, jeg besøgte 5).

Tulouen – et forsvarsværk

I Sydøstkina var der tradition for, at slægter 6) blev boende sammen, hvilket der er en god forklaring på:

Fra 1400-tallet indvandrede mange nordfra,7) heriblandt mange hakkaer. Som relativt sene tilflyttere blev de tvunget til at bosætte sig i bjergrige, magre egne, som f.eks. her i Wuyi-bjergene. Gennem århundrederne var der mange konflikter mellem især dem og de øvrige befolkningsgrupper 8). Der var langt til magtens centrum i Peking. Klaner og befolkningsgrupper måtte derfor løse deres problemer indbyrdes, hvilket altså ikke altid lykkedes. Det resulterede i langt flere fejder end i resten af Kina 9).

Derfor er slægtshusene også forsvarsværker 10). At tulouens bastante ydre skyldes et ønske om at forsvare sig imod fremmede, virker nærliggende:

Den kraftige ydermur i op til 18 meters højde og halvanden meters tykkelse er af stampet ler. Vinduer er små, og porten er af massivt, jernbeslået træ 11). Tagrummet med skydeskår er forbundet i større afsnit, og gennemgående svalegange på alle etager muliggør hurtig transport af mennesker og våben. Med stalde, brønde, forrådskamre osv. beliggende i bygningens gård kunne man holde stand i lang tid.

Tulouen må høre til de største og forsvarsteknisk mest udbyggede traditionelle landboliger, vi kender til.

Langt op i 1800-tallet forblev landsby- og slægtsfejder almindelige dele af det sociale liv i Fujian og Guangdong.

En missionær, R. Krone, skrev i 1859: »Ikke kun røvere og pirater men også klanfejder er almindelige. De hersker næsten uafbrudt mellem forskellige landsbyer; de kan vare lang tid og være blodige. Hele landsbyer bliver ødelagt ved kampene. Neutrale landsbyer og klaner skånes – inkl. udenlandske missionærer og deres kinesiske ansatte, hvis disse ikke tilhører de stridende parter. Den eneste måde, myndighederne kan stoppe fejderne på, er ved at true med at forbyde klanerne at gå til eksaminer, hvilket ville fratage en klan ære og indflydelse.« Der her tale om eksaminer til offentlige embeder, som klanerne sendte udvalgte medlemmer til 12).

Tulouens runde form

Klik for forstørret grundplan:

 

Det er endnu ikke lykkedes nogen at give en entydig forklaring på tulouens runde form. Ud over enkelte templer findes der ikke andre eksempler på runde bygninger i Kina.

Nogle hævder, at formen var kendt i Fujian fra vagttårne og fra befæstede landsbyer, og at dette senere udviklede sig til også at omfatte boliger. Andre, at formen kan være det sidste trin i en udvikling, der begyndte med en kompliceret, sammensat form, som senere forenkledes til en kvadratisk og siden til en rund form 13). Den runde form giver fordele både byggeteknisk, økonomisk, statisk, funktionelt og religiøst:

1. Den er byggeteknisk enkel at opføre, da den runde form giver et identisk snit i hele bygningens omkreds. Alle sektioner er ens, uden specielle hjørneløsninger i facade og tag.

2. Den er materialebesparende i forhold til andre former. Træ er dyrere at anskaffe, transportere og bearbejde end ler, og der spares penge ved den runde form, da det yderste buestykke (af ler) til hvert felt, jian (se ill.), er længere end det, som vender imod gården (af træ). Desuden giver et identisk materialeforbrug til ydermuren den runde bygningsform ca. 50 pct. mere areal til gården og knapt 10 pct. mere bygningsareal end ved en firkantet form.

3. Den har større statisk stabilitet. Hvis ydermuren betragtes isoleret, er en cylinderformet skal stivere og stærkere (ring- og indspændingsmomenter). Cylinderskallens stivhed øges betydelig, hvis der indsættes vandrette, cirkulære, stive skiver, svarende til gulvene i etageadskillelserne (membrankræfter). Indsættes endvidere lodrette ‘skot’, som det f.eks. er tilfældet med brandsektionsvæggene i Zhenchenglou (se ill.), øges stivheden og styrken yderligere, idet der skabes cylinderflader, der er fastholdt langs alle fire sider 14).

4. Den har en mere ensartet rumopdeling, da alle rum er ens. Der findes ingen mørke hjørneværelser uden tilstrækkelig ventilation.

5. Den tilgodeser geomantikken bedre 15). Onde ånder findes overalt, specielt på vejen, i bækken og i bjergpasset. Ethvert hjørne af en firkantet bygning vil fange en ond ånd. De runde har ingen hjørner – og den onde ånd kan derfor lettere passere bygningen 16).

Ingen datidige kilder forklarer, hvorfor man begyndte at bygge rundt. Enhver egn i Kina har sin nedskrevne historie hundredvis af år tilbage, men påfaldende lidt er skrevet om befolkningens boliger og baggrunden for dem .

En ændret klanstruktur – tulouens forfald

Tulouen repræsenterer en overstået periode i Kinas historie, teknologisk såvel som socialt. Det tog op til seks-syv år at bygge de større tulouer, mens der i dag findes billigere og hurtigere måder at bygge huse på. Tulouernes eksistensberettigelse var betinget af en fasttømret klanstrukturer og en svag statsmagt, som ikke kunne udøve sin magt i periferien. Klanens formindskede betydning er derfor en logisk følge af forandrede samfundsstrukturer. Siden 1980erne har der imidlertid været tegn på, at klanens betydning igen er øget. Og selvom den lokalt stadig spiller en politisk rolle, er dens funktioner delvist blevet overtaget af individet hhv. staten; erhvervsstrukturerne på landet er i opløsning – man flytter til byen 17) – og den stærkere statsmagt gør det unødvendigt og forbudt at bygge forsvarsarkitektur. Resultatet er en opsplitning af klanen i enkeltfamilier. Familien bygger eget hus, tulouen forlades og får lov at forfalde. Man har hverken penge eller incitament til at vedligeholde den.

Siden 1985 er der blevet bygget mange enfamiliehuse i landsbyerne her i området. Jeg så flere eksempler på, at rumfunktionerne og deres indbyrdes placering videreføres i de nyopførte beton- og teglhuse,18) som imidlertid mangler enhver elegance og sans for proportioner efter mange år med mangelfuld overlevering af traditionelle æstetiske værdinormer og håndværkmæssige færdigheder.

Enkelte tulouer har midt i 1990erne på facaden fået opsat en tavle, som i få ord beskriver dem i klare facts om størrelse, specielle karakteristika osv. Det skete i forbindelse med en større international konference om hakkaerne. Pladerne medførte større opmærksomhed over for bygningerne men har ikke automatisk ført til økonomiske bidrag fra staten til en blot nødtørftig vedligeholdelse.

Kina er ikke og skal ikke være et frilandsmuseum, landet udvikler sig naturligvis uden skelen til bevarelse af forældede sociale strukturer og deres arkitektoniske udtryk. Men tulouerne bygges ikke længere, og om nogle generationer vil de være forsvundet og kun eksistere i litteraturen.

 

–  –  –

Landsbyen Hongkeng

Klik for forstørret plan over Hongkeng:

 

Hongkeng er en langstrakt landsby beliggende på begge sider af en flod, der slynger sig imellem frodige, solrige bjergsider, hvorpå der er anlagt terrasserede rismarker. Hvor der ikke kan anlægges terrasser, findes bevoksninger af kamfertræer, fyrretræer, te, hamp, banan, bambus og tobak. Administrativt hører Hongkeng til Hukeng-kommunen, der ligger i det sydvestlige hjørne af Yongding i Fujianprovinsen.

Indtil 1960erne var området kun forbundet med omverden via smalle, svært fremkommelige stier. Siden er der bygget grusveje, som hovedsagelig slynger sig langs floderne – og hvor to biler akkurat kan passere hinanden. Jævnlig sker der jordskred som følge af oversvømmelser, så huse og veje styrter i floden. I landsbyen Yulin, et par timers kørsel syd for Hongkeng, så jeg omfattende byggearbejder til afledning af regnvand og forstærkning af flodbredden. Her havde floden året før (1996) taget 35 mennesker med sig.

Tidligere bestod Hongkeng (som alle landsbyer i området) af ganske få tulouer, måske blot et par. De mest prominente bygninger er, foruden de imponerende tulou’er, slægtstemplet (zongsi) omtrent midt i landsbyen, hvor floden slår et knæk, og gudetemplet (simiao) mod syd. Konstruktivt adskiller de sig ikke væsentlig fra almindelige enfamilieboliger, men de er langt rigere dekoreret.

I mange landsbyer finder som her i Hongkeng fælles aktiviteter sted i skyggen af et særlig stort og omfangsrigt træ, der ofte står ved den lokale jordguds alter, et lille stenalter, sjældent mere end 1 m højt.

Landsbyer er sjældent planlagte, og intetsteds ses det tydeligere end i Kina, hvor det for en udenforstående er meget svært at gennemskue baggrunden for bygningernes indbyrdes placering. Men der er mening i uoverskueligheden. Fengshui er forestillingen om, at enhver forandring kan kalde på positive eller negative kræfter, og det er afgørende at opretholde ligevægten. Enhver forandring af et landskab har en række konsekvenser, der må styres, så balancen genoprettes. Derfor foretages de væsentligste valg, f.eks. udvælgelse af byggeplads og bygningens orientering, af en geomantiker, der ved at inddrage de fem elementer træ, ild, metal, vand og jord aflæser landskabet og jordforholdene og udnytter disse kræfter positivt – normalt også under hensyntagen til naboerne. Der ligger nogle meget praktiske overvejelser til grund for ritualerne for fengshui, f.eks. skal bygningerne ligge, så der er læ mod nord, hvorfra vinterstormene kommer; bygningen skal ligge øst-vest, så solens varme udnyttes bedst; den skal ligge på et veldrænet sted, men alligevel i nærheden af et vandløb. (Ronald D. Knapp: »The Chinese House«, Honolulu 1990.)

De 2500 indbyggere i Hongkeng, som alle bærer efternavnet Lin, er næsten alle hakkaer. Man har da også i mange år ment, at det var hakkaerne, der begyndte at bygge tulouerne, slægtshusene, at deres traditioner og levevis betingede en speciel arkitektur. Meget tyder imidlertid på, at bygningstypen fandtes i området før hakkaernes ankomst. Og hvad angår de runde huse, så er de fleste i dag beboet af andre sydkinesiske befolkningsgrupper. (Jf. Huang Hanmin: »Lao fangzi Fujian minju«, Nanjing 1994. Måske menes she-folket, som if. Leong (1997) fandtes i området, da hakkaerne immigrerede, og som hakkaerne blev inspireret af med hensyn til kønsmønstre, arbejdsstrukturer og altså også arkitektur.) Alligevel er ‘amterne’ Yongding- og Nanjing hovedsagelig beboet af hakkaer – og der er ingen tvivl om, at de har øvet stor indflydelse på bygningens udseende helt frem til i dag.

Tulouens konstruktion

Klik for forstørret tværsnit:

 

Fundamentet består af større flodsten, der fyldes efter med mindre sten. Dets funktion i dette frostfri område er udelukkende at bære husets vægt.

Soklen, normalt 60-90 cm høj, er ligeledes af større sten, med den tykkeste del imod murens kerne. Begge sokkelsider pudses med ler. Sokkel og ydermur har bindere af bambus. (Detailoplysninger om konstruktioner er ihovedtrækkene baseret på Huang Hanmin i Echo).

Ydermuren: Byggemetoden med stampet ler (hangtu) på et stenfundament er udbredt i Kina. Den er arbejdskrævende, men billig. Eneste betingelse er adgangen til leret. For at kunne bygge vægge i større højder, kræves specielt velegnet ler, som desværre er den samme, der gør landbrugsjord god og frugtbar. Mængden af fint, aflejret dynd fra rismarkerne til at bygge en stor tulou er enorm, hvilket skaber en modsætning mellem behovet for netop god landbrugsjord og solide boliger. Byggeriet af tulouer fandt sted indtil midten af 1900-tallet, da kommunisterne, efter hvad man fortalte mig, forbød dem af samme grund. (Jeg besøgte dog kun én tolou, hvor beboerne angav dens alder til kun 20 år! Den bar præg af mangelfuld håndværksmæssig kunnen, hvad angik alt træarbejdet, og må være bygget af beboerne selv eller af tilfældig arbejdskraft fra landsbyen.) Stampningen foregår med en træramme på et par meters længde som form. Den fyldes med det egnede ler, der derefter fortættes med sten eller tykke stave. Væggens stabilitet øges, hvis den får lov at tørre gradvist, inden næste lag stampes ovenpå. Væggen armeres med flækkede bambusgrene, eventuelle hjørner med L-formede cedertræsgrene.

stampeteknik-foto-stor-w

 

Ydermuren skråner let indad. Det modsvares af et udadvendt tryk, der specielt ved den runde tulou’s cylinderform hjælper til at holde den udkragende trækonstruktion hængende. Trykket øger også murens modstandsdygtighed mod nedbrydning (oplysning fra Ole Vanggaard).

Tidligere var alle tulouer i området kalket hvide. Det beskyttede facaden mod regn, men reflekterede også sollyset og hjalp derfor til at forebygge opvarmning – en nyttig egenskab i den varme sydkinesiske sommer. Jeg så kun få helt hvide huse, og hvis de var kalket, var der som regel kun hvidkalkede rammer omkring vinduerne.

Trækonstruktionen, dvs. dæk og søjler, følger parallelt efter stampning af hver etage. Bjælkerne bæres af ydermuren og af søjlerne. Stort set alt andet end ydermuren og tagdækningen er af træ, fyrretræ. Trægulvet er sømmet med ‘søm’ af bambus, der er svitset i varmt sand for at øge deres holdbarhed.

Brandmure, der også tjener til at afstive bygningen, opdeler i nogle tulouer bygningen i flere, mindre dele.

Taget: De større tulouer tager normalt et år pr. etage at bygge. Efter tre-fire år, når den øverste etage er gjort færdig, påbegyndes tagkonstruktionen, som er den traditionelle, tappede, søjle/bjælkekonstruktion, som efter endnu et års arbejde afsluttes med let buede, grå, lokalt brændte teglsten.

Bygningens resterende indretning (skillevægge, trapper, gulve, døre, vinduer osv., alt af træ) tager ligeledes ca. et år.

Det var meget arbejdsintensivt at bygge en tulou: Størrelsen var enorm, mængden af nødvendigt ler og tømmer ligeledes. Og byggeriet foregik naturligvis samtidig med bøndernes øvrige forpligtelser. Kun til de mere komplicerede tømmer- og stenarbejder havde man håndværkere. At bygge de større tulouer tog derfor op til seks til syv år.

Tulouen er langt den største traditionelle landboligtype i Kina og måske i hele verden; rummene er relativt små, men den indeholder langt flere rum end andre.

Alle tulouens rum er dannet over det kinesiske byggemodul, jian, hvis størrelse – svarende til fag i de europæiske bindingsværkshuse – defineres af bl.a. tømmerets dimension og bæreevne. Tulouens jian defineres således af en væg og to søjler, idet ydervæggen med sin store tykkelse klart er bærende. Det mest udbredte i Kina er derimod, at alt bærende består af tappede trækonstruktioner, der er fleksible i tilfælde af jordskælv og andre naturkatastrofer. Normalt er murene således ikke-bærende skiver – rumdelere, der lukker bygningen af udadtil og indadtil danner rum.

Antallet af jian til forskellige bygningstyper var i Qingdynastiets (1644-1911) forordninger fastlagt: tre eller fem jian til boliger, syv til embedsmænd, ni til templer og elleve til paladser (se Knapp: »Chinese Vernacular Architecture«, Honolulu 1989, kap. 2). En jian er 3-5 meter bred og fra 3-10 meter lang. I tulouen overskrider jian-antallet langt disse tal. Den enkelte jian er dog hér som oftest kun 2,5 x 3,5 meter.

OPMÅLING

Klik for forstørret opmålingsskitse:

 

NOTER

1. Med brugen af ordet tulou menes i denne artikel udelukkende disse helt specielle slægtshuse i flere etager. Egentlig betyder tulou et fleretages hus af jord (tu=jord, lou=bygning) . Sådanne findes mange andre steder i og uden for Kina.

2. Her æres forfædrene – specielt ham, der regnes for at være slægtens grundlægger.

3. J. M. Potter, citeret i Amos Rapoport: »House Form and Culture«, Prentice-Hall, 1969.

4. John Lagerway: Cult Patterns among the Hakka in Fujian: A Preliminary Report, HK., 1994:531

5. På flodens anden side ligger den mindste, runde tulou, Rushenglou, der har en udvendig diameter på kun 17 meter.

6. Tobias Faber har i festskriftet til Nils-Ole Lund »At læse arkitektur« (Arkitektens Forlag, Kbh. 2000) bidraget med en fin introduktion til tulouerne, hvor han dog beskriver dem som kollektiver og ikke rettelig som slægtboliger, hvor familiemedlemmer af forskellige ovenfor nævnte grunde bor under samme tag.

7. Der har i det sidste par tusinde år fundet folkevandringer sted i Kina, specielt imod syd, efterhånden som hankinesernes indflydelselsessfære voksede i den retning, og især til det engang tyndt befolkede, men ‘vilde’, Syd- og Sydøstkina.

8. Hakkaerne (kantonesisk udtale af det kin. kejia, gæster el. fremmede) er en befolkningsgruppe tilhørende hankineserne. De er i dag spredt over hele Sydkina – dog med størst koncentration i bjergområderne – samt i mange lande verden over. Der lever ca. 33 mio. hakkaer i Folkerepublikken fordelt over 17 provinser. Se: Nicole Constable: »Guest People, Hakka Identity«, Californien, 1996, og »Christian Soul and Chinese Spirits«, Californien, 1994, og Sow-Theng Leong: »Migration and Ethnicity in Chinese History«, Stanford, 1997.

9. I »Chinese Lineage and Society: Fukien and Kwangtung’, N.Y., 1966, s. 110, gør Maurice Freedman opmærksom på det sammenfald, at hvor klanstrukturen er mest udviklet, finder også langt flest klankampe sted. Foruden kampen om landbrugsjorden forårsaget af den store indvandring, kunne de også skyldes ønsket om politisk eller økonomisk indflydelse i området eller placering af gravpladser eller bygninger (herom i afsnittet om landsbyen).

10. Fei Xiaotong: »Xiangtu Zhongguo – From the Soil«, Californien, 1947/94, s. 83 ff. Klansammenholdet var desuden et vigtigt middel til styre alle andre slags aktiviteter – politiske, religiøse og økonomiske. Det betød større stabilitet og effektivitet for slægten og for den enkelte

11. Porten er det mest sårbare angrebspunkt, men her findes et sindrigt slukningssystem med en indvendig vandrende ovenover, som er forbundet med en vandtank på 2. etage.

12. R. Krone: »A Notice of the Sanon District«, citeret i: Freedman, 1966.

13. Huang Hanmin, Echo nr. 22, Taipei 1989, s. 25 og 32 (artiklen blev venligst oversat af Laila Liu og Peter Lauridsen).

14. Ingeniør Ole Vanggaard, Kbh., analyserede venligst tulouens stabilitet til brug i denne artikel.

15. Huang Hanmin knytter i Echo (se note 13) begrebet fengshui eller geomantik til husets form. Fengshui uddybes i afsnittet ,Landsbyen Hongkeng’.

16. Lokalhistorien for denne egn indeholdt ingen interessante oplysninger om egnens bygninger.

17. I nogle landsbyer i Fujian har op til en fjerdedel af beboerne i de seneste 15 år fundet arbejde i de nærmeste, større byer som chauffører, på resturanter, teglværker, gødningsfabarikker, kulminer, med handel, osv.

18. Fattigere beboere bygger dog stadig af stampet ler.

[layerslider id=””]